Bestyrelsens beretning den 29. april 2024
Kære forældre. Hermed bestyrelsens beretning for det forgange års arbejde på Vejen Friskole & Børnehave.
Jubilæum og personale
Skolen kunne sidste år fejre 25-års jubilæum, hvilket blev fejret med manér. En lørdag i september 2023 var børn og forældre inviteret til en festdag med musik, taler og sjove aktiviteter. 1000 tak for den fine opbakning. Og et tillykke til os alle med at skolen har hele 25 velfungerende år på bagen. Det kan kun lade sig gøre, når der er en ledelse og et personale, der hver dag sørger for at tage sig godt af vores unger. Et stort tak til alle medarbejdere for hver dag at gøre jeres for, at Vejen Friskole og Børnehave er et godt sted at være og at lære!
- 1. marts i år kunne vi fejre Randis 25-års jubilæum her på skolen. Randi blev velfortjent fejret til morgensamlingen og til en reception om eftermiddagen. Jeg vil gerne benytte lejligheden til endnu en gang at ønske Randi tillykke med jubilæet og takke hende for hendes store engagement og loyalitet over for Vejen Friskole og Børnehave. 1000 tak!
I samme åndedrag kan jeg byde velkommen til vores nye mellemtrinslærer Camilla, som startede på skolen for en måned siden. Camilla er indtrådt i Marias stilling, da Maria efter ca. 1½ års ansættelse måtte konstatere at køreturen til 6600 Vejen var for lang for hende. Vi kan jo håbe, at Camilla bliver inspireret af Randi og at vi om 25 år kan ønske hende tillykke med jubilæet!
I børnehaven sagde vi i sommers farvel til Nanna og i samme ombæring goddag til Vibeke. I SFO’en har vi sendt Emilie ud på sit livs rundrejse og vi har været så heldige at kunne ansætte Alis, som flere af jer vil kende fra børnehaven. Det er dejligt, at vi kan rekruttere dygtige og engagerede medarbejdere, der går til arbejdet med krum hals.
Skolens drift og økonomi
Vi har igen i år slået rekorden for elevtallet på skolen. I dette skoleår har der pr. 5.9. 2023 været 204 elever tilmeldt i skolen, og til kommende skolestart ser det aktuelt ud til, at vi kun har få pladser ledige i kommende 1. og 7. klasse. Derudover er vi blevet opnormeret i børnehaven, så vi nu kan tage imod op til 70 børnehavebørn. Det giver en fleksibilitet, så vi kan sige ja til de forårsbørn, som vi ellers har måtte afvise at kunne starte, førend de ældste børnehavebørn startede i skole efter sommerferien.
Med flere elever burde det regnskab, som om lidt vil blive jer fremlagt, have ekstra grønne tal på bundlinjen. Det er desværre ikke tilfældet. Udover trælse, uventede udgifter på busdriften og et tab på bussalg ift. dens afskrivningsværdi, har de ekstra udgifter heldigvis været udgifter, vi i bestyrelsen var bekendt med – dog først efter budgettet for 2023 var lagt tilbage i efteråret 2022.
Vores kasserer, Mikkel, vil gennemgå tallene og uddybe forklaringerne mere detaljeret, når han om lidt vil gennemgå regnskabet for 2023, så her vil jeg nøjes med at berette, at de ekstra omkostninger bl.a. er relateret til:
– en lånomlægning, hvor vi har omlagt størstedelen af et stort og dyrt banklån til et mere favorabelt realkreditlån, hvilket om få år vil give os en endnu bedre likviditet,
– en fremrykket lejrtur for 7. og 8. klasse, som betød 2 lejrture inden for samme regnskabsår,
– udgifter ifm. afskedigelser i form af ekstra feriepengeforpligtelser samt
– vikardækning ifm. sygemelding i børnehaven og en længerevarende sygemelding af en lærer, som desværre kom uheldigt til skade til skolens fødselsdag sidste år.
Vi er ærgerlige over, at ovenstående faktorer betyder, at vi kommer ud med et lille underskud i 2023 på ca. 10.000 kr., men vi er samtidig helt rolige, da vores likvide beholdning er fantastisk god (ved årsskiftet stod der ca. 1,8 mio. på bankbogen) og da budgettet for indeværende regnskabsår ser rigtigt positivt ud, bl.a. fordi reduktionen i lønudgifter i år kommer til at træde igennem.
Børnehavens bygninger
Og det er godt, at vi kommer til at danne et overskud og endda et markant stort overskud, for vi skal bruge penge til at skabe bedre rammer for vores børnehavebørn og -personale.
Børnehavens bygninger har længe trængt til en overhaling, men efter al den regn vi har fået det seneste ¾ år, er dét, der før var nødvendigt, blevet akut. Det regner simpelthen ind flere steder. Vi havde håbet på et mildt forår, så vi kunne købe os et par regnfri måneder mere til at få det endelige byggeprojekt til at falde helt på plads, men sådan skulle det desværre ikke være. Faktisk har april været den vådeste april i Danmarkshistorien, hvilket er en rekord vi gerne havde set ikke var slået lige netop i år! Ja, når vi nu er i gang med ønskesedlen, havde vi da også gerne set, at 2023 ikke endte med at blive dét år med allermest nedbør nogensinde i Danmark!
Uanset vilde nedbørsmængder vil vi i bestyrelsen gerne komme med vores uforbeholdne undskyldning for, at børnehaven ikke er blevet holdt bedre vedlige, end den er.
Vi afholdt tilbage i februar et forældremøde omkring status på børnehavens bygninger samt byggeprojektet, hvor alle børnehavens forældre var inviterede. Flere forældre havde før mødet udtrykt bekymring for indeklimaet. Til mødet dukkede der kun ganske få forældre op, men der var en god og konstruktiv drøftelse omkring bygningens tilstand, bekymringer samt behov. Desværre blev der i ugen efter indsendt en anonym klage fra en forælder til kommunen vedr. børnehavens indeklima. Det er ærgerligt, at det skal komme dertil. Havde den pågældende forældre været kommet til os, kunne vedkommende have fået den besked, at vi inden for få uger ville vide besked om, om den gamle børnehavebygning skulle rives ned inden længe eller om den – eller dele af den – skulle bestå i en periode. Og hvis bygningerne skulle bestå i en periode, at de så ville blive sat nødvendigt i stand så hurtigt som muligt.
Bestyrelsen vil på det kraftigste opfordre til, at enhver forælder, der er bekymrede for deres barns sundhed, trivsel eller udvikling, retter en direkte henvendelse til nærmeste medarbejder eller leder. Vi håber, at I har, og vi ønsker, at I udviser tiltro til, at vi kan opnå de bedste resultater igennem dialog og samarbejde. Og skulle I opleve ikke at komme igennem med jeres budskaber til nærmeste medarbejder eller leder, så ret endelig henvendelse til bestyrelsen! Må det altid være i allersidste instans, at en underretning til kommunen skønnes nødvendig!
Vi har pga. underretningen haft besøg af repræsentanter fra kommunens Teknik- og Miljøafdeling, som for godt 14 dage siden kom og besigtigede bygningerne og tog nogle målinger. De prøver, der er taget af luften, er alle uden bemærkninger. På en afgrænset flade er der via en aftryksprøve konstateret fugt, som kræver udbedring.
Vi havde dog allerede besluttet samt taget kontakt til en lokal håndværker, at der skulle foretages nødvendige udbedringer, således at vi kan få stoppet regnen i at trænge indenfor. Jeg kan på nuværende tidspunkt desværre ikke sige noget mere konkret om det aktuelle børnehaveprojekt, men jeg kan orientere om, at taget på sydsiden af alle børnehavebygningernes vil blive skiftet inden for de kommende uger. Vi forventer nemlig, at børnehavebørnene ikke behøver at blive genhuset, imens et forhåbentligt snarligt nybyggeri pågår.
Vi havde dog allerede besluttet, at der skulle foretages nødvendige udbedringer, således at vi kan få stoppet regnen i at trænge indenfor. Jeg kan på nuværende tidspunkt desværre ikke sige noget mere konkret om det aktuelle børnehaveprojekt, men jeg kan orientere om, at taget på sydsiden af alle børnehavebygningerne vil blive skiftet inden for de kommende uger. Vi forventer nemlig, at børnehavebørnene ikke behøver at blive genhuset, imens et forhåbentligt snarligt nybyggeri pågår.
Byggeudvalget under bestyrelsen har mødtes så sent som i dag før denne generalforsamling, og vi er længere end nogensinde før ift. at få realiseret en ny børnehave. Vi havde forventet, at vi til GF kunne fortælle helt konkret om byggeplanen, men for mindre end 2 mdr. siden viste der sig en ny mulighed, som involverer en alternativ finansieringsmulighed og en alternativ, men stadig lokal, placering.
Der var bred enighed i bestyrelsen om, at denne mulighed skulle undersøges nærmere, også selvom det betød, at vi måtte sætte den oprindelige plan lidt i bero. Når vi har med så stort et byggeri og byggebudget at gøre, er det bestyrelsen og ledelsen magtpåliggende at afsøge alle væsentlige muligheder, så vi træffer de beslutninger, der på den lange bane tjener fremtidens børnehavebørn bedst.
Skolens anvendelse af digitale medier
I efteråret 2023 har der iblandt lærerkollegiet været en intern proces i gang vedr. evaluering og drøftelse af skolens måde at anvende digitale medier i undervisningen på. Dette kommer Jens nærmere ind på i sin beretning.
Bestyrelsen har afventet denne interne proces, førend vi i januar 2024 påbegyndte en proces i bestyrelsesorganet, hvor vi særligt forholder os til emner såsom mobilbrug på skolens matrikel, evaluering af iPad-kravene og inddragelse af forældregruppen i den digitale dannelse af vores børn. Vi har netop besluttet, at det pædagogiske udvalg under bestyrelsen dribler bolden videre. Vi glæder os til nogle gode drøftelser, som vi også ønsker at invitere relevante, andre parter med i.
Bestyrelsen
I bestyrelsen har vi i år drøftet betydningen af de demokratiske principper – særligt på værdien af, at forældrevalgte sammen med medarbejderrepræsentant og ledelse kan drøfte relevante emner i en gensidig forventning om åbenhed, nysgerrighed og lydhørhed.
Vi står – som altid, kunne jeg fristes til at sige – med det dilemma at ingen ønsker maratonlange møder og samtidig at alle ønsker, at der er god tid til drøftelser og dialog. Sidste år blev der tilført nye kræfter af folk med erfaring fra andet bestyrelsesarbejde, og jeg vil gerne takke jer og selvfølgelig også de ”gamle hoveder” for at byde ind med konstruktive løsningsforslag.
Et andet fokus har været – hvilket nok kan betragtes som endnu et potentielt livslangt emne – at forsøge i praksis at skelne lidt tydeligere imellem bestyrelsens overordnerede ansvar for skolens drift og så ledelsens ansvar for den daglige drift.
Vi ønsker som bestyrelse, at ledelsen har reelt råderum til at lede den daglige drift, og det betyder, at vi i år har besluttet at ledelsen egenhændigt kan træffe beslutning om eventuel udmeldelse af en elev.
Bestyrelsen har tiltro til de sagsgange, som efterhånden er blevet oparbejdet i organisationen, og vi ønsker ikke at blive inddraget i specifikke elev- og familiesager – noget der ellers vil være nødvendigt, såfremt bestyrelsen, som det tidligere har været tilfældet, skal træffe den endegyldige beslutning om, om samarbejdet med en familie skal ophøre.
Vi har i samme ånd besluttet, at ledelsen i tæt samarbejde med læreteamet ligeså har mandat til at træffe beslutning om eventuel meroptag på hhv. den 21. elev (for 6 bh-kl.-6. klasse) eller den 25. elev (for 7.-9. klasse). Det kan fx være i tilfælde, hvor en familie flytter til Læborg Sogn eller hvor en elev fra en anden i skole har gode grunde til at ville starte på Vejen Friskole allerede i foråret af 6. klasse og ikke først, når klassen, som normalt, åbner op for nye elever efter sommerferien i 7. klasse.
Dette betyder ikke, at bestyrelsen forsøger at fralægge sig opgaver og ansvar – men blot at vi ønsker at fordele opgaver og ansvar på en meningsfuld, effektiv og hensigtsmæssig måde.
Jeg vil gerne takke mine bestyrelseskolleger for netop deres engagement i at ville skolen og børnehaven det bedste – det er en fornøjelse at blive delagtiggjort i jeres overvejelser, forslag og holdninger. Keep them coming.
Et særligt tak til næstformand Peter Nissen, bestyrelsesmedlem Mette Oksbjerg og suppleant Mette Rerup for alle 3 at ønske at genopstille til bestyrelsen. Også et stort tak til Martin Jørgensen for at have siddet som suppleant det forgange år.
Og så et på-forhånd-tak til de forældre, der om lidt stiller op til skolebestyrelsen for første gang. Vi sætter pris på at kunne være en god blanding af de gamle garvede og så de nye friske.
Tak til Thomas, Gitte, Henriette og Jens for et godt samarbejde.
Fremtidsblik
Her i mine papirer står der i det sidste afsnit ”fremtidsblik” – og jeg fristes til at gøre det kort: vi skal have bygget en ny børnehave og så skal vi have kigget på elevernes anvendelse af de digitale medier!
Men mon ikke der ender med at opstå en hel del derimellem, som vi løbende også skal tage os af!
På bestyrelsens vegne: vi ser frem til samarbejdet med jer alle! Tak for ordet.
/Kristina Søe Høyrup