Lejrskoler og studieture på Vejen Friskole
På Vejen Friskole prioriterer vi vores årlige lejrskoler og studieture højt. Turene er solidt forankret i vores Grundtvig-Koldske menneskesyn og understøtter det sociale sammenhold, elevernes selvværd og det tværgående fællesskab.
Når eleverne forlader de vante rammer i Læborg, får de mulighed for at stå på egne ben samt udforske og lære på en anderledes, aktiv måde. Samtidig ryster turene eleverne sammen og styrker relationerne på tværs af klasser og årgange.
Lejrskoler og studieture er en obligatorisk del af undervisningen på Vejen Friskole, og vi forventer derfor, at alle elever deltager. De præcise tidspunkter fremgår af skolens årskalender.
Forud for lejrskolen afholder vi en emneuge, hvor eleverne arbejder dybdegående med destinationen. Undervisningen trækker tråde til fag som geografi, historie og biologi, så eleverne er fagligt klædt på til turen.
For at sikre tid til restitution er der altid skolefri dagen efter hjemkomsten. SFO’en tilbyder pasning på denne dag for elever i 0.–3. klasse.
-
0.–5. klasse: Lejrskolen er inkluderet i skolepengene. Det eneste ekstra bidrag er, at eleverne skal medbringe en lettere madpakke/forplejning til turen, og at forældrene selv skal hente deres børn på lejrskolen den sidste dag.
-
6.–9. klasse: På de ældre klassetrin må der forventes en egenbetaling til studieturene.